Ny her

Sådan fejrer vi gudstjeneste

Gudstjeneste er hver søndag kl. 10.30. Her er, hvordan det typisk foregår — så du ved, hvad du går ind til.

Velkomst

Når du kommer ind ad døren, vil du blive mødt af et par stykker, som byder dig velkommen — og som ofte også har en lille kop kaffe klar, hvis du er kommet lidt før 10.30. Overtøj kan godt efterlades i garderoben. Selve gudstjenesten foregår i kirkens sal, som ligger ligefrem og til højre.

Lovsang og velkomst

Gudstjenesten begynder med en salme eller en sang, som frikirker kalder lovsang. Lovsange er typisk simplere og mere gospelagtige i sprog — mere direkte og hverdagslige. Det er rytmiske sange, ofte ledsaget af flere musikere og sangere, og teksterne er som regel skrevet direkte henvendt til Gud.

Efter den første sang er der en kort velkomst med lidt info og en bøn. Nogle søndage præsenteres projekter, som kirken støtter — fx forældreløse børn i Kenya eller internt fordrevne i Syrien — og der laves indsamling og bedes for projektet.

Sang og musik

Herefter følger en sektion, hvor musik og sang får tid og plads. Det er igen lovsang og måske en salme eller to, og der kan være bøn flettet ind imellem sangene. Denne del tager typisk omkring 20 minutter. Ca. kl. 11 begynder Venneklubben, Kirkerødderne og Teens — kirke for børn og teenagere — og de går fra kirkens sal til andre lokaler på dette tidspunkt.

Prædiken

Prædikenen kommer dernæst. Det er oftest præsten, der prædiker, men der er også lægprædikanter og gæsteprædikanter. En prædiken varer typisk omkring 25 minutter. Alle prædikener forsøges at være relevante og aktuelle for helt almindelige mennesker i det 21. århundrede — og tager naturligvis udgangspunkt i bibelen.

Nadver, stilhed og forbøn

I gudstjenestens afslutning fejrer vi nadver ca. hver anden søndag. Vi slutter ofte med endnu en sang og en tid, hvor man kan sidde stille og reflektere — eller gå hen i et hjørne, hvor der står et par stykker, der gerne vil bede en bøn sammen med én. Det kalder vi forbøn.

Café Hügge

Når gudstjenesten er slut, indbydes alle, der har tid og lyst, til at være med i kirkens Café Hügge, som har forskelligt at tilbyde de forskellige søndage. Der vil ofte være nogle, som hilser på hinanden — og på gæsterne — når man forlader salen. Hvis du ikke ønsker for meget kontakt, kan du med fordel komme lidt over kl. 10 og sætte dig på balkonen.

Alle er meget velkomne — både til gudstjenester og til alt det andet, der foregår i Holbæk Frikirke.